Forsikring

Vores forening er forsikret gennem Parcelhusejernes Landsforening.  Forsikringen omfatter følgende:

Lovpligtig arbejdsskadeforsikring

Lovpligtig ansvarsforsikring dækker risikoen for arbejdsulykker ved lønnet eller ulønnet arbejdskraft. Det vil med andre ord side personer, der udfører et eller andet hverv for grundejerforeningen, f.eks. naboens søn, der løber rundt med girokort eller indkaldelser og som kommer til skade herunder. Forsikringen er som navnet siger lovpligtig, og det vil sige, at hvis en hvilken som helst forening har nogen til at udføre arbejde for sig, så skal man tegne en sådan forsikring. Dette arbejde omfatter også bestyrelsesmedlemmer, der udfører hverv ud over, hvad man kan sige er egentlig bestyrelsesfunktioner.

Retshjælpsforsikring

Retshjælpsforsikringen giver økonomisk hjælp ved retssager. At denne forsikring i hæftet er benævnt Bygningsforsikringspolicer understreger blot, at PL (og deres samarbejdspartnere) har måttet udfolde kreativitet i at få sammensat denne forsikringspakke med netop det indhold, som PL har ønsket.

Kautionsforsikring

Kautionsforsikringen (også benævnt underslæbsforsikring) giver en økonomisk sikring af grundejerforeningen i det tilfælde, at kassereren løber med kassen. Forsikringen dækker med op til 30.000 kr. pr. skade pr. forening pr. år uden selvrisiko. Ud fra dækningsbeløbet bør man selvfølgelig foretage en afvejning af kassererens muligheder for på egen hånd at råde over beløb ud over denne størrelse. Hvis det er nødvendigt kan en yderligere dækning for den enkelte forening arrangeres.

Erhvervsansvarsforsikring

Erhvervsansvarsforsikringen dækker bl.a. ansvar for fælles stier, legepladser og grønne områder. Forsikringen dækker med op til 5 millioner kr. ved personskade og 2 millioner kr. ved tingskade. Ved tingskade er der en selvrisiko på 2.000 kr. pr. skade. Ved personskade er der ingen selvrisiko. For så vidt legepladser er det en betingelse, at denne tilses og vedligeholdes minimum 2 gange årligt, og vi tilråder af dokumentationshensyn, at man indfører disse tilsyn i bestyrelsens protokol.
Endvidere dækker forsikringen ansvar for arbejdsredskaber, også når disse drives ved motorkraft. Det er dog en forudsætning, at redskaberne ikke er omfattet af Færdselsloven, hvor man skal tegne særskilt lovpligtig motoransvarsforsikring.
Endelig dækker forsikringen ansvar for bådebroer og kolonihaver.

Bestyrelses- og Ledelsesansvarsforsikring

Bestyrelses- og ledelsesansvarsforsikringen dækker bestyrelsens dispositioner (eller evt. mangel på samme) under varetagelse af deres hverv, der medfører en erstatningspligt. Forsikringen dækker med maksimalt 2 mio. kr. pr. skade.

Rådgiveranvar

Rådgiveransvarsforsikringen dækker det enkelte bestyrelsesmedlems rådgivningsansvar over for grundejerforeningens medlemmer med 50.000 kr. med en selvrisiko på 2.000 kr. Det er dog en forudsætning, at rådgivningen angår forhold, som bestyrelsesmedlemmet i denne egenskab – og alene i denne egenskab – må forventes at have et tilstrækkeligt kendskab til. Rådgivningen må dog under ingen omstændigheder dreje sig om finansiel, anden økonomisk eller byggeteknisk rådgivning.

Hvis du vil læse mere om foreningens forsikring kan det gøres her.